Object-Relational Mappers eller bare ORM’s er værktøjer der håndterer det at mappe imellem relationelle data i en database til objekter som vi gerne vil arbejde med dem (og tilbage igen naturligvis). Der findes efter hånden et hav af forskellige ORM eller ORM-lignendene værøtøjer hvor nogen af de mest udbredte er SubSonic, LightSpeed, NHibernate, LINQ to SQL og LINQ to Entities.
Personligt er det de 3 sidstnævnte jeg hovedsageligt har erfaring med, og hvor NHibernate er det jeg primært anvender idag. Der er mange ting at vurdere når man vælger et ORM, men det der normalt afgør ens valg er kompatibilitet med andre teknologier, hvor “tungt” frameworket er og hvor fleksibelt det er. Med fleksibilitet menes her normalt hvordan man kan beskrive sine mapninger og hvilke typer mapninger der er mulige. Det er eksempelvis ikke alle der understøtter mange-til-mange relationer.
Som helt kort guideline vil jeg idag anbefale NHibernate hvis man skal have mest mulig fleksibilitet, LINQ to Entities hvis man vil have best mulig kompatibilitet med .NET teknoligier (især kommende teknologier) og en af de sidst hvis man gerne vil have et mere letvægts ORM der er let at gå til.
Jeg skal muligvis passe på med at kalde LINQ to SQL/Entities for ORM’s, da især Microsoft argumenterer for at de er noget lidt andet. De fleste anser dem dog som ORM’s, og jeg vil også argumentere for at det er hvad produktet er “at it’s core”.
En anden udbredt misforståelse er at LINQ i sig selv er en database teknologi og har noget med et ORM at gøre. Det er imidlertid forkert, da LINQ udelukkende som navnet (Language INtegrated Query) antyder er et sprog til at skrive querys imod en eller anden for for datastore. LINQ providerne til SQL/Entities udgør imidlertid hvad jeg vil kalde ORM’s, da de netop håndterer mapning og persistering af data i databaser.
Der findes en version af LINQ to NHibernate, som efter min mening giver den bedste blanding af et gennemprøvet og fleksibelt modelleringsværktøj i NHibernate, sammen med et lækkert query sprog i LINQ. Til komplekse querys har det imidlertid stadig nogle fejl og mangler, så træerne vokser ikke ligefrem ind i himlen.
En af de ting der bliver talt en del om idag, og som især LINQ to SQL/Entities bliver kritiseret for ikke at give er en Persistence Ignorent domænemodel.
“Persistence ignorance (PI) is a property of "ordinary classes where you focus on the business problem at hand without adding stuff for infrastructure-related reasons.”
Det vil sige om man skal skrive kode i selve modellen der beskriver hvordan objekterne mappes, og om valget af ORM stiller nogen krav til ens øvrige kode.
PI er især et fokusområde for agile udviklere, og det er heldigvis et område Microsoft har fået øjnene op for, således at de har arbejdet på at opnå PI med LINQ to Entities i v2. Lige som afsluttende bemærkning kan jeg nævne at successen med at implementere det nok kommer til at afgøre mit valg af ORM fremover.
Subscribe